Det begyndte med noget, der umiddelbart lignede en almindelig teknisk fejl. Fupbutik.dk var udviklet til at hjælpe forbrugere med at undersøge webshops, inden de handlede. Systemet skulle indsamle offentligt tilgængelige oplysninger, undersøge forskellige risikofaktorer og samle resultaterne i en rapport, som almindelige mennesker kunne forstå. Men efterhånden som vi gennemførte flere analyser, begyndte et mærkeligt mønster at vise sig. Nogle webshops kunne uden problemer åbnes i en almindelig browser, mens Fupbutik blev afvist, når systemet forsøgte at hente oplysninger fra de samme hjemmesider.

En af de tilbagevendende beskeder var HTTP 429, en serverkode, som betyder Too Many Requests. Den fortæller grundlæggende, at en server eller et beskyttelsessystem mener, at der bliver sendt for mange forespørgsler. Det lyder umiddelbart som et simpelt problem. Hvis man spørger for ofte, må man vente lidt længere mellem sine forespørgsler. Men vores undersøgelser viste hurtigt, at virkeligheden var mere kompliceret. Vi kunne få en afvisning ved en enkelt forespørgsel, selvom vi ikke havde gennemført en omfattende scanning. Vi kunne også opleve, at den samme hjemmeside svarede forskelligt afhængigt af den tekniske måde, vi forsøgte at hente den på.

For mig blev problemet særligt interessant, fordi Fupbutik ikke forsøgte at skjule sin identitet eller omgå en betalingsmur. Vi ville undersøge offentlige oplysninger for at hjælpe forbrugere med at træffe bedre beslutninger. Alligevel blev vores automatiserede adgang i nogle tilfælde behandlet som uønsket trafik. Det blev begyndelsen på et arbejde, som kom til at omfatte langt mere end en enkelt serverkode. Vi måtte undersøge vores scanner, forstå beskyttelsesmekanismerne hos blandt andre Shopify og Cloudflare og udvikle en måde, hvorpå Fupbutik kunne identificere sig digitalt. Samtidig skulle vi sikre, at manglende adgang aldrig blev forvekslet med dokumentation for svindel.

En serverkode fortæller ikke hele historien

En HTTP statuskode er en del af den kommunikation, der foregår mellem en klient og en webserver. Når man besøger en hjemmeside, sender browseren en forespørgsel, og serveren returnerer et svar. Et almindeligt vellykket svar har typisk statuskoden 200. Hvis en side ikke findes, kan svaret være 404, mens 403 betyder, at serveren afviser adgangen. Serverfejl optræder blandt andet i 500 serien. HTTP 429 adskiller sig ved at fortælle, at forespørgslen bliver begrænset. Det er en mekanisme, der blandt andet kan beskytte hjemmesider mod overbelastning, automatiserede angreb og uhensigtsmæssig trafik.

Problemet er, at en statuskode ikke nødvendigvis afslører, hvorfor begrænsningen er aktiveret. En 429 kan skyldes et faktisk overskredet antal forespørgsler, men den kan også være resultatet af en bredere vurdering i et sikkerhedssystem. Derfor kan man ikke uden videre konkludere, at en klient har sendt for mange forespørgsler, blot fordi serveren returnerer denne kode.

I Fupbutik havde vi samtidig flere forskellige systemer, som kommunikerede med eksterne tjenester. Selve webshoppen blev undersøgt gennem vores scanner, domæneoplysninger blev indhentet gennem særskilte opslag, og kunstig intelligens blev anvendt til udvalgte vurderinger. Også disse tjenester kunne returnere fejl og begrænsninger. En 429 fra Gemini betød ikke, at webshoppen havde afvist vores scanner. En fejl i et domæneopslag var heller ikke dokumentation for, at hjemmesiden var utilgængelig. Vi måtte derfor begynde med at skille fejlene fra hinanden og sikre, at hver enkelt fejl blev registreret med sin faktiske oprindelse. Hvis systemet ikke selv kunne forklare, hvad der var gået galt, kunne vi heller ikke forvente, at brugeren ville forstå konklusionen.

De første undersøgelser afslørede et uventet mønster

En af de webshops, vi undersøgte, kunne åbnes normalt af mig, mens Fupbutiks scanner registrerede HTTP 429. Det var fristende at konkludere, at serveren genkendte vores automatiserede trafik og derfor afviste den. Men det ville være at springe over den vigtigste del af fejlsøgningen, nemlig dokumentationen. Vi begyndte derfor at undersøge selve forespørgselsforløbet. Hvilken adresse blev hentet? Hvilke HTTP headers blev sendt? Hvilken User Agent identificerede klienten? Var der omdirigeringer, og blev der anvendt forskellige HTTP protokoller?

User Agent er den tekst, som en klient kan sende for at fortælle serveren, hvilket program der foretager forespørgslen. Vores scanner havde allerede en identifikation som FupButikDetektiven, men det var ikke det samme som en verificeret digital identitet. De første målrettede undersøgelser viste, at både vores egen scanneridentitet og en almindelig Chrome identifikation kunne få HTTP 429 fra den samme destination. En anden teknisk klient kunne samtidig hente indhold med HTTP 200.

Det var et vigtigt resultat, fordi det viste, at en simpel ændring af User Agent ikke nødvendigvis ville løse problemet. Vi havde heller ikke grundlag for at sige, at identifikationsteksten alene var årsagen. I stedet for at gætte besluttede vi at opbygge en mere systematisk diagnostik. Vi skulle kunne sammenligne forskellige tekniske indstillinger under kontrollerede forhold, uden at blande tilfældige ændringer ind i resultaterne. Samtidig måtte vi acceptere, at vores egne observationer ikke nødvendigvis kunne afsløre sikkerhedssystemets interne beslutningsgrundlag. Vi kunne dokumentere afvisningen, men ikke uden videre forklare præcis, hvorfor den blev udløst.

Et testlaboratorium gav os noget konkret at arbejde med

Vi havde brug for mere end en samling fejlkoder. Derfor udviklede vi et diagnostisk testforløb, hvor forskellige forespørgselsmetoder kunne afprøves systematisk og sammenlignes på et fælles grundlag. Det første kontrollerede forløb omfattede 18 testtilfælde fordelt på flere webshops og forskellige kombinationer af klientidentifikation og HTTP protokol. Testene blev afviklet med omtrent 65 til 66 sekunders mellemrum, så vi ikke selv skabte en unødvendig belastning gennem hurtige gentagelser.

Resultatet var bemærkelsesværdigt. Af de 18 forespørgsler returnerede 16 HTTP 429, mens to gav HTTP 200. Samtlige afvisningssvar havde samme størrelse, 1.568 bytes, og det samme digitale fingeraftryk. De blev leveret gennem Cloudflare og indeholdt en Retry After værdi på 60 sekunder. Retry After er en HTTP header, som kan fortælle en klient, hvor længe den skal vente, inden den forsøger igen. I vores tilfælde var det altså ikke tilstrækkeligt blot at vente det angivne minut for at sikre adgang.

To af testene var særligt interessante. Hos Bubbleroom kunne vi hente en produktside ved at kombinere vores egen scanneridentitet med HTTP/2. Hos Dea Kudibal lykkedes en indhentning med en Chrome identifikation og automatisk valg af protokol. Houseloving returnerede derimod 429 i alle seks testtilfælde. Resultaterne viste, at tekniske detaljer kunne have betydning for udfaldet, men de viste ikke én universel løsning. En metode, der fungerede på én webshop, virkede ikke nødvendigvis på en anden.

Vi gik derfor videre med et mere omfattende testværktøj, hvor 30 testtrin kunne afvikles med tydelig fremdrift, statusvisning, mulighed for pause og eksport af resultater til JSON. For mig var den vigtigste gevinst ikke, at vi havde fundet en bestemt indstilling, som gav adgang. Det var, at vi havde fået en metode til at undersøge problemet uden at forveksle antagelser med observationer.

Shopify og Cloudflare ændrede retningen på arbejdet

Efterhånden som vi undersøgte de tekniske afvisninger, blev det tydeligt, at vi også måtte forstå de platforme, som stod bag en stor del af moderne webshops. Shopify leverer selve handelsplatformen til mange webshops, mens Cloudflare blandt andet leverer sikkerhed, trafikstyring og beskyttelse mod automatiserede angreb. De to tjenester udfører forskellige opgaver, men kan begge få betydning for, hvordan en automatiseret klient får adgang til en hjemmeside.

I maj 2026 offentliggjorde Shopify ændringer i sin håndtering af bots og automatiserede klienter. Her blev Web Bot Auth fremhævet som en metode til at identificere legitim automatiseret trafik. Det var relevant for vores arbejde, fordi Fupbutik netop havde et legitimt og afgrænset formål med sine forespørgsler. Vi ønskede ikke at indsamle private kundeoplysninger, gennemføre køb eller påvirke butikkernes funktioner. Vi ønskede at undersøge offentligt tilgængelige informationer, som kunne indgå i en forbrugervurdering.

Men det er vigtigt at skelne mellem formål og adgangsret. At vi selv mener, at vores arbejde er nyttigt, betyder ikke, at en platform automatisk skal acceptere vores trafik. Derfor ændrede vi tilgang. I stedet for at bruge kræfter på at få vores forespørgsler til at ligne en almindelig browser, ville vi arbejde på at gøre Fupbutiks automatiserede identitet verificerbar. Det førte os frem til to forskellige registreringsforløb, Shopify Web Bot Auth og Cloudflare Verified Bot. De to ordninger er ikke identiske, og en registrering hos den ene platform giver ikke automatisk adgang gennem den anden.

Fra et almindeligt navn til en verificerbar crawleridentitet

En traditionel User Agent er forholdsvis enkel. Klienten sender en tekststreng, som eksempelvis fortæller, at den hedder FupButikDetektiven. Men enhver anden klient kan i princippet skrive det samme. Teksten er derfor ikke i sig selv et sikkert bevis for, hvem der står bag en forespørgsel. For at understøtte Web Bot Auth måtte vi implementere kryptografisk identifikation.

Vi valgte en løsning baseret på Ed25519, en algoritme til digitale signaturer. Princippet bygger på et nøglepar, hvor den private nøgle bruges til at signere, mens den offentlige nøgle kan bruges til at kontrollere signaturen. Den private nøgle skal beskyttes, mens den offentlige nøgle netop skal kunne findes af dem, der ønsker at verificere vores identitet.

Det lyder ligetil, men i praksis skulle vi tage stilling til en lang række detaljer. Nøglen måtte ikke ligge offentligt tilgængeligt, den måtte ikke ende i vores opdateringspakker, og udviklingsmiljøet måtte ikke dele privat identitet med den offentlige installation. Vi oprettede derfor en særskilt administration af crawleridentiteten. Systemet skulle kunne oprette en nøgle, beskytte den på serveren og offentliggøre de nødvendige verifikationsoplysninger uden at afsløre det private nøglemateriale.

Derudover skulle crawleren kunne sende signerede HTTP forespørgsler. En modtager skulle kunne kontrollere, at forespørgslen faktisk stammede fra en klient med adgang til den tilhørende private nøgle. Det var ikke nok at skrive på hjemmesiden, at Fupbutik var en legitim crawler. Identiteten skulle kunne efterprøves teknisk. Arbejdet krævede samtidig, at vi holdt vores eksisterende sikkerhedssystemer adskilt. Nøglerne, som blev brugt til at signere Fupbutiks softwareopdateringer, måtte ikke genbruges til crawleridentifikation.

En sikkerhedsløsning, som ikke passede til serverens virkelighed

Det første forsøg på at oprette crawleridentiteten afslørede en udfordring, som er velkendt fra softwareudvikling. En løsning kan være teknisk fornuftig på papiret og alligevel være forkert tilpasset det miljø, hvor den skal fungere. Vores første implementering krævede, at den private nøgle blev placeret uden for webserverens dokumentrod. Det var en fornuftig sikkerhedstanke, men kontrollen var for restriktiv i forhold til den aktuelle hostingstruktur. Resultatet blev en HTTP 422 fejl og en besked om, at crawlernøglen skulle gemmes uden for webroden.

Vi ændrede derefter løsningen, så den kunne anvende en separat mappe uden for den offentlige struktur. Men også denne tilgang stødte på praktiske begrænsninger. Webhotellets adgangsrettigheder tillod ikke den forventede mappeoprettelse. På dette tidspunkt kunne vi have fastholdt, at serveren skulle ændres for at passe til vores oprindelige løsning. I stedet undersøgte vi, hvordan vi kunne opnå den nødvendige beskyttelse inden for den eksisterende installation.

Vi endte med særskilte mapper i Fupbutiks storageområde, _crawler_dev til udvikling og _crawler til den offentlige installation. Adgangen blev beskyttet med restriktive filrettigheder og serverregler, som skulle forhindre direkte HTTP adgang til nøglematerialet. Samtidig sikrede vi, at systemet ikke automatisk oprettede en ny identitet, blot fordi en eksisterende nøgle ikke kunne læses. En utilsigtet udskiftning ville kunne ødelægge sammenhængen mellem den registrerede identitet og de efterfølgende forespørgsler.

Da identiteten var oprettet, opstod endnu en udfordring. Den offentlige nøgle kunne tilgås gennem en almindelig PHP adresse, men den forventede adresse under /.well-known/ returnerede HTTP 403. Det betød, at selve nøglefunktionen ikke nødvendigvis var problemet. Adgangen til den standardiserede adresse var det næste, vi måtte undersøge. Vi tilpassede derfor serverens routing og adgangsregler. Arbejdet viste endnu en gang, hvorfor sikkerhed og funktionalitet skal testes sammen på den faktiske server.

Dokumentation blev en del af den tekniske løsning

Dokumentationssider:
Crawler Dokumentation, dansk
Crawler Documentation, English

Det næste skridt var at gøre Fupbutiks crawler forståelig for andre end os selv. En platformoperatør skal kunne se, hvem der står bag en crawler, hvad den foretager sig, og hvordan dens identitet kan verificeres. Derfor udviklede vi to offentlige dokumentationssider, en dansk og en engelsk. Den danske Crawler Dokumentation findes på https://fupbutik.dk/crawler, mens den engelske Crawler Documentation findes på https://fupbutik.dk/crawlinfo.

Siderne skulle ikke være almindelige reklamesider eller en fortælling om, hvor god vores scanner var. De skulle fungere som varig teknisk dokumentation, også efter at ansøgningsforløbene var afsluttet. Vi beskrev derfor crawlerens formål, dens identifikation, hvordan forespørgsler signeres, hvilke oplysninger der indhentes, og hvordan en webshop kan fravælge automatiseret indhentning. Dokumentationen skulle også forklare, at Fupbutik anvender Gemini til udvalgt behandling af indsamlede oplysninger, og at resultaterne kan indgå i lagrede analyserapporter.

Vi valgte at holde de to sprogversioner tæt sammen. De skulle have samme indholdsstruktur, tilsvarende sektioner og tydelige links til hinanden, både øverst og nederst på siderne. Den engelske dokumentation blev samtidig sat til noindex, fordi den fremtidige engelsksprogede udgave af Fupbutik efter planen skal have sit eget område. Et vigtigt redaktionelt valg var at adskille den permanente crawlerdokumentation fra status på ansøgningerne. En dokumentationsside skal ikke blive forældet, blot fordi en ansøgning går fra indsendt til godkendt.

Vi måtte også ændre den måde, Fupbutik opfører sig på

En digital signatur er ikke en tilladelse til at hente ubegrænsede mængder data. Den dokumenterer identiteten bag en forespørgsel, men den fortæller ikke i sig selv, om klienten opfører sig ansvarligt. Derfor var arbejdet med crawleridentiteten kun den ene del af forberedelserne til ansøgningerne. Vi måtte også gennemgå selve indhentningsprocessen og sikre, at Fupbutik respekterede de regler og begrænsninger, som hjemmesiderne opstillede.

Et centralt element var robots.txt. Det er en fil, som en hjemmeside kan anvende til at beskrive, hvilke områder automatiserede crawlere må besøge. Vi skulle ikke blot kunne hente og læse filen, men også fortolke relevante regler og respektere dem i det samlede analyseforløb. Hvis en webshop fravælger indhentning gennem robots.txt, må vores system ikke behandle det som et tegn på svindel. Det fortæller alene, at vi ikke har adgang til bestemte oplysninger gennem den pågældende metode.

Vi indførte samtidig fælles trafikbegrænsninger. En væsentlig beslutning var et loft på 300 forespørgsler pr. vært pr. UTC døgn og mindst to sekunder mellem forespørgsler. Hvis en hjemmeside krævede længere ventetid gennem Crawl delay eller Retry After, skulle systemet respektere den længere pause. Det krævede ændringer i jobmotoren. En analyse består nemlig ikke nødvendigvis af én samlet forespørgsel. Den kan hente forsiden, undersøge undersider og fortsætte gennem flere behandlingstrin. Begrænsningen skulle derfor gælde på tværs af disse handlinger, ikke blot for hvert enkelt trin.

Vi måtte også håndtere omdirigeringer, hvor en forespørgsel bliver sendt videre til en anden adresse. Her skulle både adgangsregler, trafikgrænser og signering håndteres korrekt. Samtidig blev det nødvendigt at forbedre brugeroplevelsen. Hvis en analyse måtte vente, skulle brugeren kunne se hvorfor og hvor længe. Hvis en hjemmeside afviste adgang, skulle systemet bevare allerede indsamlede oplysninger og tydeligt forklare, hvad der manglede. Den samlede løsning blev testet gennem blandt andet 13 serverkontroller på udviklingsmiljøet. Den 20. november 2026 blev alle 13 kontroller gennemført med godkendt resultat, hvorefter opdateringen blev frigivet til den offentlige installation. Det dokumenterede, at de kontrollerede funktioner bestod deres tests. Det var ikke det samme som at have bevist, at Shopify eller Cloudflare nu ville acceptere vores trafik.

En afvisning må aldrig blive til en falsk mistanke

Under arbejdet med HTTP 429 opdagede vi et andet problem, som efter min opfattelse var mindst lige så vigtigt som den tekniske adgang. Hvad skulle Fupbutik fortælle brugeren, når en analyse ikke kunne gennemføres? Det ville være meget nemt at fremstille en afvisning som noget mistænkeligt. Hvis en webshop ikke tillader automatiseret indhentning, kunne man fristes til at spørge, om den forsøger at skjule noget. Men den konklusion ville være både urimelig og fagligt forkert.

Der kan være mange legitime grunde til, at en webshop begrænser automatiseret trafik. Beskyttelse mod angreb, serverbelastning og uønsket datatrafik er almindelige hensyn. En webshop bliver ikke mere mistænkelig, blot fordi dens sikkerhedssystem afviser vores scanner. Derfor måtte vi sikre, at Fupbutiks risikovurdering blev holdt adskilt fra scannerens adgangsproblemer.

Vi arbejdede med en særskilt tilstand, Utilgængelig, som skulle anvendes, når systemet ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at gennemføre en vurdering. Det betød ikke, at webshoppen havde fået den højeste risikovurdering. Det betød, at grundlaget var utilstrækkeligt. Vi forbedrede også muligheden for at fortsætte en afbrudt analyse. Allerede indsamlede oplysninger skulle kunne genbruges inden for en afgrænset periode, så systemet ikke behøvede at begynde forfra og belaste webshoppen med unødvendige forespørgsler.

En anden vigtig ændring handlede om statistik. Et analyseforsøg, som endte med en adgangsfejl, måtte ikke uden videre tælles som en gennemført analyse. Ellers ville vores offentlige statistik give et misvisende billede af, hvor mange webshops Fupbutik faktisk havde undersøgt. Det blev også nødvendigt at skelne mellem forskellige fejlårsager i rapporterne. HTTP 403, HTTP 429, fejl i domæneopslag, manglende undersider og et fravalg i robots.txt er ikke det samme. For mig blev dette en vigtig påmindelse om, at en forbrugertjeneste ikke alene skal være god til at finde risikofaktorer. Den skal også være god til at erkende, hvornår den ikke ved nok.

Fra teknisk forberedelse til ansøgninger hos to platforme

Efter arbejdet med identifikation, sikkerhed, trafikstyring og dokumentation var vi nået til det punkt, hvor registreringerne kunne gennemføres. Cloudflare og Shopify krævede forskellige oplysninger, og vi måtte derfor arbejde med to separate forløb. Cloudflares BotBase registrering omfattede blandt andet dokumentation af crawlerens identitet og en offentlig adresse til de kryptografiske oplysninger, som kunne anvendes ved verifikation. Vi skulle derfor have den korrekte offentlige nøgleoversigt tilgængelig og sikre, at den svarede til den identitet, som den offentlige installation faktisk anvendte.

Shopifys Web Bot Auth registrering krævede ligeledes en teknisk identitet, men var rettet mod Shopifys egen behandling af automatiserede forespørgsler til butikker på platformen. Her skulle vi forklare crawlerens anvendelse og sikre, at de efterfølgende forespørgsler fortsat kunne signeres korrekt. Det var også nødvendigt at være præcis med formuleringerne. En indsendt registrering er ikke det samme som en godkendelse, og en gyldig digital signatur er ikke nogen garanti for, at alle forespørgsler bliver accepteret.

Vi kunne dokumentere, at Shopify modtog vores registrering den 20. november 2026, omkring klokken 18.36 dansk tid. Kvitteringen oplyste, at de kunne kontakte os, hvis der opstod spørgsmål. Den indeholdt ikke en garanteret behandlingstid eller en godkendelse. Cloudflare var et selvstændigt registreringsspor, som også var blevet håndteret, men jeg har ikke et tilsvarende verificeret indsendelsestidspunkt i projektets dokumentation. Derfor vil jeg heller ikke angive et tidspunkt eller påstå, at en godkendelse allerede foreligger.

Der var noget særligt tilfredsstillende ved at nå dette punkt. Det, som begyndte med en fejlkode og en webshop, der ikke ville svare, havde ført til en mere gennemarbejdet crawler med digital identitet, offentligt tilgængelig dokumentation og tydeligere regler for ansvarlig indhentning. Men vi havde endnu ikke løst det oprindelige problem fuldstændigt. Det afgørende ville være, hvordan platformene behandlede registreringerne, og om den verificerbare identitet ville ændre adgangen i praksis.

Nu begynder den del af arbejdet, vi ikke selv bestemmer over

Det er en interessant situation at stå i som udvikler. Vi har brugt betydelig tid på at undersøge et problem, forbedre vores egen software og dokumentere, hvordan systemet fungerer. Vi har ændret både tekniske processer og den måde, vi forklarer manglende oplysninger til brugerne på. Alligevel er den næste afgørende del af forløbet ikke noget, vi selv kan gennemføre. Den afhænger af Shopify og Cloudflare.

Det betyder ikke, at arbejdet står stille. Fupbutik kan fortsat analysere webshops, hvor oplysningerne er tilgængelige, og vi kan fortsætte med at forbedre håndteringen af de tilfælde, hvor adgang bliver begrænset. Men den oprindelige udfordring med HTTP 429 er endnu ikke dokumenteret som endeligt løst. Jeg er især interesseret i at se, om en godkendelse og korrekt verificerede forespørgsler faktisk vil ændre resultaterne for de webshops, som tidligere afviste os. Det skal ikke vurderes ud fra en enkelt vellykket indhentning, men gennem sammenlignelige tests, hvor vi kan dokumentere forskellen mellem før og efter.

Vi skal også være forberedt på, at nogle hjemmesider fortsat vil begrænse adgangen. En verificeret crawleridentitet ophæver ikke en webshops ret til at kontrollere sin egen trafik. Forløbet har allerede ændret min opfattelse af, hvad der skal til for at udvikle en troværdig analysetjeneste. Det handler ikke kun om at kunne indsamle og fortolke oplysninger. Det handler også om at kunne forklare, hvorfor noget ikke kunne undersøges, respektere andre systemers grænser og dokumentere sin egen adfærd.

Derfor bliver denne artikel heller ikke afslutningen på historien. Jeg vil vende tilbage med en opdatering, når der er nyt fra Shopify og Cloudflare. Her vil jeg gennemgå selve godkendelsesforløbet, eventuelle krav om yderligere dokumentation og ikke mindst de efterfølgende tekniske tests. For det interessante spørgsmål er stadig det samme som i begyndelsen: Kan vi få Fupbutik til at undersøge flere webshops på en ansvarlig og verificerbar måde, uden at gå på kompromis med hverken butikkernes sikkerhed eller forbrugernes behov for troværdige oplysninger? Det svar mangler vi endnu. Men vi har fået et langt bedre grundlag for at finde det.

Andre relevante indlæg:

Vejen fra stresskollaps til karriereskifte og nye grænser i arbejdslivet. Fra stresskollaps til karriereskifte, da kroppen satte grænsen
Mit karriereskifte begyndte ikke med en ny ambition, men med en krop, der ikke længere
Fra værnepligt til partner og Head of SEO
En karriere behøver ikke følge en lige linje for at give mening. Gennem værnepligt, produktion,
Glæden ved en graf, når Fupbutik begynder at blive fundet
Der er en særlig glæde ved at se grafer bevæge sig opad, når man har
Fupbutik Detektiven hjælper med at afsløre webshop svindel
Mit nye projekt, FupButik Detektiven, bruger kunstig intelligens og dataanalyse til at undersøge webshops og