Fra stresskollaps til karriereskifte og nye grænser

Kristian Mølholt

I dag kan 5 timer på en arbejdsplads kræve mere planlægning, end en hel arbejdsuge gjorde tidligere. Jeg skal holde pauser, begrænse tiden foran skærmen og reagere på de signaler, som jeg i mange år lærte mig selv at overse. Det er en mærkelig kontrast til den udgave af mig, der kunne begynde ved computeren tidlig morgen og fortsætte gennem aftenen og stadig føle, at han burde have nået mere. Dengang målte jeg engagement i tilgængelighed, ansvar og evnen til at løse det, andre ikke nåede. I dag måler jeg en god arbejdsdag på, om der også er noget tilbage af mig, når jeg kommer hjem. Mit karriereskifte handler derfor ikke kun om at gå fra SEO til dataanalyse. Det handler om at ændre mit forhold til arbejde, præstation og ansvar. Det, jeg selv kaldte stress, blev senere diagnosticeret som en belastningsreaktion uden specifikation. Ordene lyder administrative, men konsekvenserne har været meget konkrete. Hukommelsen svigtede, koncentrationen forsvandt, søvnen blev ustabil, og almindelige krav kunne aktivere kroppen, som om der var fare på færde. Denne artikel samler hele forløbet. De enkelte mekanismer bliver foldet mere ud i seriens 4 øvrige artikler, fordi historien først gav mening, da jeg så hele kæden, fra begejstringen og loyaliteten til de grænser, jeg aldrig fik sat.

Da arbejdet blev et sted, jeg hørte til

Da jeg begyndte i et digitalt bureau i Aalborg i maj 2015, føltes arbejdet som noget, vi skabte sammen. Vi var få mennesker i nye lokaler, samlede møbler, fik internetforbindelsen til at virke og byggede en afdeling op fra ingenting. Opgaverne var fagligt spændende, tempoet var højt, og ambitionerne var større end organisationen. Jeg trivedes i det. Jeg kunne se resultaterne af min indsats, og jeg kunne mærke, at andre havde brug for det, jeg kunne. Arbejdet gav mig både retning og tilhørsforhold. Jeg var ikke kun SEO specialist, jeg blev hurtigt ham, der kendte systemerne, løste de tekniske problemer, hjalp kollegerne og tog ansvar for alt det, som ikke stod i en stillingsbeskrivelse. Det virkede ikke urimeligt. Det føltes som en naturlig del af at være med til at bygge noget, man troede på. Når jeg var den første på kontoret og den sidste, der gik, oplevede jeg det som et bevis på engagement. Jeg var stolt af at være pålidelig, og jeg nød at være den, andre kom til. Netop derfor var det svært at opdage, at min største styrke også rummede en risiko. Jeg forbandt min værdi med min nytte. Den mekanisme undersøger jeg nærmere i Når arbejde bliver identitet, og fritiden langsomt forsvinder, for arbejdspladsens kultur og mine egne ambitioner passede så godt sammen, at ingen af delene længere satte en naturlig grænse.

Partnerrollen ændrede min kontrakt med mig selv

Da jeg blev partner i slutningen af 2016, oplevede jeg det som en anerkendelse af alt det, jeg havde lagt i virksomheden. Partnerrollen var ikke bare en økonomisk investering, den blev en identitet og en kontrakt, jeg indgik med mig selv. Forventningerne var tydelige i deres grundtone. En partner arbejdede mere, tog flere projekter, viste større dedikation og spurgte ikke først til afspadsering. Jeg accepterede præmissen, fordi den passede til mit eget billede af ansvar. Jeg havde købt mig ind i en fortælling om fællesskab, vækst og en fremtidig gevinst, men også i forestillingen om, at engagement kunne måles på, hvor meget man var villig til at ofre. Min ansættelse var på 37,5 timer, men arbejdstiden blev i praksis noget, der skulle tilpasses opgavernes omfang. Overarbejde var ikke længere en undtagelse. Det var indbygget i rollen og efterhånden også i min selvforståelse. Når en kunde havde et problem, en kollega manglede hjælp eller et projekt var solgt med for få timer, blev det mit ansvar at få virkeligheden til at hænge sammen. Det var givende, så længe energien fulgte med. Problemet opstod, da ansvaret fortsatte med at vokse, mens restitution blev behandlet som noget, der kunne udskydes. Jeg opdagede ikke, at loyalitet langsomt var ændret fra et bevidst valg til en automatisk reaktion, som blev aktiveret, hver gang virksomheden havde brug for mere.

I 2018 ændrede min måde at arbejde på

I september 2018 blev jeg bedt om at sælge 40% af mine andele tilbage, fordi ledelsen vurderede, at jeg ikke levede op til det, der blev forventet af en 5% partner. Jeg gik dermed fra 5% til 3% ejerskab. Jeg forstod ikke, hvilke konkrete resultater eller handlinger beslutningen byggede på. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg arbejdede for lidt og ikke viste tilstrækkeligt initiativ. Min første reaktion var trodsig og egentlig sund. Så ville jeg arbejde 8-16 som en almindelig medarbejder. I nogle måneder forsøgte jeg. Opgaverne forsvandt bare ikke, kunderne ventede ikke, og jeg kom længere bagud. Den professionelle stolthed overtog hurtigt styringen. I stedet for at bruge hændelsen som anledning til at undersøge rammerne, gjorde jeg den til en dom, jeg skulle modbevise. Jeg begyndte igen at arbejde mere, sagde sjældnere nej og tog nye opgaver ind, fordi jeg ville vise, at vurderingen af mig var forkert. Jeg talte ikke meget om den drivkraft, heller ikke med mig selv, men den påvirkede de valg, jeg traf i årene efter. Kritik blev ikke bare information, den ramte min identitet. I Hvorfor nederlaget fik mig til at arbejde endnu mere går jeg tættere på den reaktion, for det farlige var ikke kun nederlaget. Det var, at jeg gjorde en allerede høj arbejdsindsats til et flerårigt personligt bevisprojekt.

Arbejdet mistede sin tydelige kant

Arbejdet havde efterhånden ingen tydelig kant. Jeg var tilgængelig på virksomhedens telefon frem til kl. 20 på hverdage, og mailen fulgte med ind i weekender og ferier. På hjemmearbejdsdage kunne jeg begynde kl. 6 og fortsætte til sidst på eftermiddagen. Weekendarbejde blev let forklaret som en hurtig kontrol, en teknisk gennemgang eller en opgave, der var nemmere at køre, når computeren ikke skulle bruges til andet. Under coronaperioden forsvandt transporttiden, men den blev ikke til fritid. Den blev lagt oven i arbejdsdagen. Morgenmaden blev spist foran skærmen, og på kontordage kunne maden blive indtaget i bilen for at spare tid. Selv reklamepauserne, når vi så tv om aftenen, blev brugt på SEO Roundtable, Search Engine Land og andre blogs og fagmedier. SEO er en omskiftelig branche, hvor algoritmer, værktøjer og metoder ændrer sig. Hvis jeg skulle bevare mit vidensniveau, måtte jeg følge med. Jeg betragtede det som faglig interesse, ikke som arbejde, men tiden blev stadig taget fra fritid og restitution. Samtidig kom projekter ind med mange timers arbejde, uden at de eksisterende kundeopgaver blev reduceret. Når kundearbejde, ledelsesansvar, vagttelefon, faglig opdatering og weekendarbejde blev lagt sammen, endte arbejdsugen ofte på 50-60 timer, nogle gange mere. Belastningen bestod af mange små overskridelser, som hver for sig kunne forsvares, men som tilsammen blev en permanent arbejdsform.

Ansvar voksede hurtigere end min indflydelse

I 2021 blev jeg Head of SEO og fik ansvar for faglig retning, kunder, udvikling og medarbejdere. Titlen lignede en naturlig kulmination på mange års indsats, men rollen rummede opgaver, jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke ønskede. Jeg var faglig specialist, ikke uddannet personaleleder, og jeg gjorde opmærksom på mine forbehold. Alligevel endte samtaler om trivsel, fravær, udvikling og vanskelige personalesager hos mig. En episode står særligt klart. Jeg skulle gennemføre en udviklingssamtale med en medarbejder, samtidig med at jeg vidste, at ledelsen havde besluttet at opsige ham kort efter. Jeg måtte tale om fremtid og udvikling, mens jeg tilbageholdt den vigtigste viden i rummet. Samtidig blev der solgt opgaver, som enten var estimeret for lavt eller lå uden for de kompetencer, vi reelt havde. Konsulenterne blev placeret mellem kundernes forventninger og en leverance, der ikke kunne hænge sammen inden for tid og pris. Da virksomheden senere kom under økonomisk pres, blev fokus flyttet fra udvikling til besparelser, højere priser og mere salg. Jeg stod stadig med en stærk trang til at beskytte kunder, kolleger og virksomhed, men havde mindre indflydelse på de beslutninger, der skabte problemerne. Det spændingsfelt er centralt i Ansvar uden kontrol, og forsøget på at vende tilbage, fordi ansvarsfølelse kan bestå længe efter, at den reelle kontrol er forsvundet.

Kroppen varslede længe før kollapset

Kroppen begyndte at protestere længe før april 2023, men signalerne kom i former, som jeg kunne forklare væk. Jeg havde hovedpine, spændinger, dårlig søvn og en indre uro, der gjorde det svært at falde helt ned. Jeg blev mere irritabel, både hjemme og på arbejdet, og konflikter, som jeg tidligere kunne håndtere, satte sig fast i kroppen. Senere kom svimmelhed, svedeture og en træthed, som ikke forsvandt efter en weekend. De sidste måneder brugte jeg jævnligt frokostpausen på at sove. Jeg kunne være tømt for energi allerede midt på dagen, selv om arbejdsdagen langt fra var slut. Enkelte gange måtte jeg lægge mig på gulvet, fordi svimmelheden blev så voldsom, at jeg var bange for at falde. Alligevel opfattede jeg det ikke som et samlet alarmsignal. Hvert symptom blev behandlet som en isoleret forstyrrelse, der skulle håndteres, så jeg kunne fortsætte. Min erfaring havde lært mig, at problemer blev løst ved at analysere dem, prioritere dem og arbejde sig igennem dem. Jeg anvendte den samme metode på en krop, som forsøgte at fortælle mig, at metoden ikke længere virkede. Derfor blev kollapset ikke én dramatisk begivenhed. Det blev afslutningen på en lang periode, hvor min funktionsevne gradvist blev mindre, mens min vilje til at kompensere blev større. Først bagefter kunne jeg se, at kroppen ikke havde svigtet. Den havde varslet længe, uden at jeg accepterede beskeden.

Tilbagevenden gentog det gamle mønster

Jeg begyndte en gradvis tilbagevenden i september 2023 med få timer og en plan, der skulle føre mig sikkert op mod fuld tid. Jeg var glad for at være tilbage, men de gamle mønstre vendte tilbage før arbejdsevnen gjorde. Jeg havde svært ved at holde pauser, stoppe til tiden og lade en næsten færdig opgave ligge. Når jeg nåede omkring 15-20 timer om ugen, blev symptomerne stærkere. Søvnen forværredes, hovedet mistede fokus, humøret blev mere sårbart, og jeg måtte tage sammenhængende sygedage for at komme tilbage i balance. Så begyndte jeg forfra. Hver optrapning blev ledsaget af håbet om, at kroppen denne gang ville acceptere den gamle virkelighed, hvis bare jeg planlagde lidt bedre. Jeg så tilbageslagene som midlertidige forstyrrelser, ikke som information om min faktiske grænse. Samtidig fortsatte arbejdspladsen uden mig. Nye kolleger kom til, kontorer ændrede sig, kunder flyttede, og min tidligere rolle eksisterede ikke længere på samme måde. Da jeg blev opsagt i marts 2025, mærkede jeg både sorg og lettelse. Selv afslutningen blev præget af mit gamle mønster. Jeg ville overlevere alt ordentligt, pressede mig for hårdt og måtte til sidst sygemeldes fuldt igen. Jeg forlod ikke kun et job. Jeg forlod den identitet, jeg havde bygget gennem 15 år, uden endnu at vide, hvad der skulle stå i stedet.

AES sagen er fortsat åben

Udredningen på Arbejdsmedicinsk Klinik gav mit forløb et andet sprog. Hvor jeg selv havde tænkt i loyalitet, deadlines, kunder og personlig utilstrækkelighed, beskrev klinikken belastningerne som ekstraordinært høj arbejdstid, vedvarende tilgængelighed, modsatrettede krav og økonomisk pres. Klinikkens vurdering var, at belastningsreaktionen var udløst af forhold i arbejdet, og at der ikke var relevante konkurrerende faktorer uden for arbejdet. AES traf den 1. juli 2026 afgørelse om, at sygdommen ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Afgørelsen er ikke slutningen på sagen. Jeg har klaget og arbejder sammen med Krifa på at tydeliggøre dokumentationen og belastningernes samlede betydning. Som en del af arbejdet har jeg skrevet til 8 tidligere kolleger. 3 har sendt deres beretninger, 2 har givet tilsagn, og 2 har takket nej af personlige og økonomiske årsager. Jeg respekterer deres valg. Samtalerne har også flyttet min egen forståelse. Man siger, at kærlighed gør blind. Jeg har lært, at overdreven loyalitet kan gøre det samme. Mens jeg stod midt i virksomheden, forklarede jeg problemerne indefra og beskyttede fællesskabet i min egen fortælling. Når tidligere kolleger beskriver de samme år fra deres positioner, bliver mønstre synlige, som jeg dengang normaliserede eller gjorde til mit eget ansvar. En arbejdsskadesag handler derfor ikke kun om dokumenter. Den åbner også gamle relationer, loyaliteter og bekymringer. AES sagen bliver et åbent spor i serien, som kan føre til opdateringer og nye artikler, uden at denne fortælling foregiver, at sagen allerede er afgjort.

Jeg mistede en rolle, før jeg fandt en ny

Det tog lang tid at acceptere, at jeg ikke nødvendigvis skulle tilbage til SEO. Faget havde været en del af mit liv i omkring 15 år og passede til den måde, min hjerne arbejdede på. Jeg kunne finde mønstre, analysere komplekse systemer, forstå tekniske sammenhænge og omsætte store datamængder til handling. Jeg var vant til at være den, der fandt svaret, når andre ikke kunne se problemet. Derfor oplevede jeg ikke kun tabet af et job, men tabet af den rolle, hvor jeg følte mig mest kompetent. Når hukommelsen svigtede, og koncentrationen forsvandt efter kort tid, ramte det direkte ind i mit selvbillede. Karriereskiftet begyndte derfor ikke med begejstring for noget nyt. Det begyndte med modstand mod det, jeg var nødt til at forlade. Først senere kunne jeg skelne mellem faget og arbejdsmønstret. SEO var ikke årsagen i sig selv, og de analytiske kompetencer var ikke forsvundet. Det skadelige var kombinationen af grænseløst ansvar, vedvarende tilgængelighed, uklare krav og min egen tilbøjelighed til at gøre ethvert problem til mit personlige ansvar. Dataanalyse blev interessant, fordi det både føltes velkendt og nyt. I min praktik på Flådestationen i Frederikshavn kan jeg arbejde med data og visualisering i en tydeligere ramme og med et formål, der giver mening. Det er ikke en fortælling om, at alt er løst, men om at en ny retning kan vokse ud af kompetencer, som stadig er mine.

Det egentlige karriereskifte handler om grænser

Mit vigtigste karriereskifte foregår ikke mellem 2 fag, men mellem 2 måder at være på arbejde. Tidligere betragtede jeg grænser som noget, der kunne forhandles, når opgaven var vigtig nok. Nu skal de være en del af opgavens forudsætning. Jeg øver mig i at stoppe, før jeg er færdig, fordi færdiggørelsen ellers kan koste resten af dagen eller flere dages restitution. Jeg øver mig i at sige, at en opgave kræver mere tid, uden straks at tilbyde at betale forskellen med min egen energi. Jeg øver mig i at skelne mellem ansvar og skyld, mellem hjælpsomhed og overtagelse, mellem faglig stolthed og selvudslettelse. Mine gamle reaktioner bliver stadig aktiveret, især når noget er spændende, vigtigt eller uafklaret. Jeg kan stadig få lyst til at fortsætte gennem trætheden, fordi jeg ved, hvordan problemet kan løses. Forskellen er, at jeg nu genkender impulsen. Jeg ved, at motivation ikke beskytter mod overbelastning, og at meningsfuldt arbejde også kan blive skadeligt, hvis rammerne ikke holder. I Det arbejdsliv jeg ville ønske, jeg havde bygget tidligere samler jeg de principper, som mit fremtidige arbejdsliv skal hvile på. Det handler ikke om at fjerne ambitioner eller ansvar, men om at sikre, at arbejdet kan eksistere sammen med resten af livet og ikke kun på bekostning af det.

Historien slutter ikke med et karriereskifte

Jeg skriver ikke denne historie, fordi jeg mener, at alle belastningsforløb ligner mit, eller fordi enhver travl periode ender i sygdom. Jeg skriver den, fordi langvarig overbelastning sjældent begynder med noget, der ser dramatisk ud. Den kan begynde med arbejdsglæde, ambitioner og en oplevelse af at være nødvendig. Den kan vokse gennem små valg, en mail i ferien, en opgave efter arbejdstid, en weekend, der lige må bruges, og en konflikt, man tager med hjem. Når omgivelserne belønner tilgængelighed, og man selv forbinder sin værdi med at levere, kan grænsen flytte sig så langsomt, at den først bliver synlig, når kroppen ikke længere kan følge med. Jeg ville ønske, at jeg havde forstået tidligere, at robusthed ikke er evnen til at tåle alt. Robusthed er også evnen til at opdage, når kravene overstiger ressourcerne, og handle, før regningen bliver ubetalelig. Jeg ved ikke, hvordan min arbejdsevne udvikler sig, eller hvor AES sagen ender. Jeg ved til gengæld, at jeg ikke skal tilbage til den samme måde at arbejde på. Det nye kapitel handler ikke om at bevise, at jeg stadig kan være den gamle udgave af mig selv. Det handler om at bygge et arbejdsliv, hvor faglighed, nysgerrighed og ansvar kan eksistere uden at fylde hele mennesket. Karriereskiftet er derfor ikke afslutningen på historien. Det er første gang, jeg forsøger at skrive den med en grænse, før kroppen gør det for mig.

Dette indlæg er opdateret til at være en artikelserie den 19. juli 2026

Artikelserie om arbejde, identitet og erkendelse

#AES #arbejdsliv #belastningsreaktion #karriereskifte #stress #stresskollaps

Fra stresskollaps til karriereskifte, da kroppen satte grænsen