Da kroppen sagde fra → Om stress, erkendelse og et nyt kapitel

Der er noget særligt ved at elske sit arbejde så højt, at det fylder det meste af ens liv. I mange år var det en styrke. Det gav mig energi, retning og en identitet, jeg var stolt af. Men på et tidspunkt holdt kroppen op med at følge med. Det, der engang var en drivkraft, blev en belastning, jeg ikke længere kunne bære.

Dette er fortællingen om, hvordan det skete, hvad jeg lærte af det, og hvad jeg gør i dag.

Begyndelsen

Jeg startede i River Online i maj 2015 med fuld fart og stort humør. Vi var et lille hold, der skulle bygge en ny afdeling op fra bunden i Aalborg. Vi samlede IKEA-møbler, hang billeder op og skabte noget ud af ingenting. Det var en tid fyldt med sammenhold, ambitioner og en arbejdsglæde, jeg ikke har oplevet siden.

Halvandet år senere, i november 2016, blev jeg partner. Det var en stor dag. En bekræftelse på, at min indsats og mit engagement var blevet set og anerkendt. Jeg var firmaets mand, helt ud til fingerspidserne. Jeg var ofte den første ind om morgenen og den sidste til at gå hjem. Jeg vandede blomsterne, ordnede internettet og sørgede for frokostordningen.

Jeg brændte for det, og jeg troede, at jo mere jeg gav, desto bedre ville det gå.

I september 2018 kom det slag, jeg ikke så komme. Jeg blev bedt om at sælge 40% af mine partnerandele. Min første indre reaktion var klar: Så får de 37 timer om ugen. Ikke mere. Men den reaktion holdt ikke længe. Min professionelle stolthed var stærkere end stædigheden. Jeg valgte at øge indsatsen igen. Jeg ville vise, at jeg havde det, der skulle til. Og i en periode lykkedes det faktisk. Jeg nåede mine ambitioner, finpudsede mine kompetencer og opretholdt den stolthed, der var så central for min identitet. Det var bare ikke bæredygtigt, og det var netop her urværket begyndte at tikke.

Mønstret, der var svært at se

I takt med at årene gik, voksede mit ansvarsområde støt. Nye titler, nye opgaver, nye forventninger. Jeg var den, kollegaerne kom til, og jeg tog altid de ekstra opgaver ind. Det føltes som det rigtige at gøre. Jeg overtog opgaver fra sygemeldte kollegaer.

Der var ikke andre til at gøre det, og min stolthed tillod mig ikke at sige fra.

Episoden med de 40% havde sat noget i gang i mig. Jeg havde besluttet, at jeg aldrig igen ville give nogen grund til at tvivle på min indsats. Den beslutning kostede mig dyrt. For hver gang jeg burde have sat grænser, valgte jeg det modsatte. Hver gang nogen havde brug for hjælp, var jeg den første til at række hånden op. Det føltes rigtigt. Det føltes som styrke. Men det var faktisk det modsatte.

Problemet var enkelt. Jeg sagde aldrig fra. Ingen af dem rundt om mig vidste, at maskinen langsomt løb tør for brændstof.

Et nervesystem under pres

Jeg troede i mange år, at jeg holdt til det. At engagement og indsats ville bære mig igennem. At det at give lidt mere end forventet altid ville betale sig.

Kroppen holder regnskab, selv når man selv glemmer at gøre det.

De første signaler var svære at tyde. Træthed, der ikke gik over efter en weekend. En lunte, der blev kortere og kortere. En søvn, der ikke restituerede ordentligt. Jeg normaliserede det hele. Det er svært at se, at man langsomt tømmes, når man er midt i det. Jeg var blind for kroppens signaler og fortsatte nedbrydningen alt for længe.

De sidste måneder inden kollapset brugte jeg middagspauserne til powernaps. Jeg var tømt for kræfter inden klokken tolv. Jeg blev svimmel og måtte lægge mig på gulvet for ikke at falde om. Det var ofte dagligdag. Jeg tænkte ikke over, at det var et alvorligt signal.

Fra svimmelheden og til jeg til sidst søgte læge, gik der lidt over en måned. Blodprøver. Hjerterytme. Alt så fint ud på papiret.

” Kan du have stress? “

Så knækkede filmen. Jeg ringede og fortalte, at jeg ikke kom tilbage på arbejdet lige med det samme, og sov nærmest i flere dage i træk. Det var lige efter påsken i 2023. Jeg var fuldtidssygemeldt frem til september.

Tre år med et nervesystem i oprør

Det, der fulgte, var ikke en periode med ro og restitution. Det var tre år med et nervesystem, der reagerede på selv de mindste belastninger med fuld alarm.

Mine symptomer var mange og varierende. Koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer, søvnbesvær, hjertebanken, svimmelhed, indre uro, natlige svedeture og en alt for kort lunte. Fra fuldtidssygemelding i april 2023 startede jeg gradvis optrapning i september samme år. Jeg kom op på 20 timer om ugen, men måtte gentagne gange tilbage på fuld sygemelding. I januar 2024 prøvede jeg igen. Samme mønster. Tilbagefaldene kom, når jeg nærmede mig en normal arbejdsmængde.

» Galskab er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat. « → Albert Einstein

Det er svært at beskrive, hvad et stresskollaps gør ved én, hvis man ikke selv har prøvet det. Det er ikke bare træthed. Det er en tilstand, hvor hjernen og kroppen har mistet evnen til at restituere normalt. En tur til supermarkedet kan føles som en hel arbejdsdag. En useriøs diskussion med en fremmed kan sende adrenalinen i vejret og koste to dages restitution.

Jeg glemte ting, jeg altid har vidst. Hvordan man panerer en kotelet. Hvor længe rundstykkerne skal bages. De 6,5 minutter til det blødkogte æg. Det lyder måske komisk, men det føltes pinligt og frustrerende og fremmed. Jeg var ikke mig selv, og det vidste jeg.

Når systemet tager det alvorligt

I forbindelse med en udredning på Arbejdsmedicinsk Klinik er min belastningsreaktion blevet anmeldt som en arbejdsrelateret sygdom ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Det var ikke en beslutning, jeg tog let. Men det var den rigtige beslutning.

Formålet med udredningen var at få undersøgt sammenhængen mellem mine helbredssymptomer og de arbejdsmæssige belastninger, jeg har været udsat for. Det er en proces, der kræver dokumentation, tålmodighed og evnen til at se på sit eget forløb med et analytisk blik.

Den kombination er jeg heldigvis ikke fremmed for.

At få sat ord på et langvarigt forløb gennem et formelt system er ikke det samme som at lukke en sag. Det er snarere en bekræftelse på, at det, jeg oplevede, var reelt, og at det fortjener at blive taget alvorligt, ikke kun af mig selv, men også af systemet omkring mig.

Erkendelsen, der var svær at acceptere

Det, der var sværest at acceptere, var ikke sygdommen i sig selv. Det var det, den betød.

I 15 år havde SEO nærmest udgjort min identitet. Det var ikke bare et job. Det var det, jeg var. Jeg var ham med svarene. Ham der løste problemerne. Ham der altid gav lidt mere end forventet. At få at vide, at jeg burde søge et andet fag, var som at miste sig selv.

Den professionelle stolthed, der efter episoden med de 40% havde drevet mig fremad, var nu vendt imod mig. Det, der engang var en styrke, var blevet en af årsagerne til, at jeg aldrig sagde fra. Jeg var ikke i stand til at acceptere, at jeg ikke kunne nå det hele. Det tog lang tid at forstå, at det ikke var en fiasko. Det var en nødvendighed.

Kroppen siger ikke fra uden grund. Den reagerer ikke på pres i årevis, fordi man er svag. Den gør det, fordi den er menneskelig. Min krop var nået til sit absolutte loft og kørte direkte derigennem.

Hvad jeg lærte af det

Jeg har brugt meget tid på at forstå de mønstre, der førte til mit kollaps. Ikke for at placere skyld, men fordi forståelsen er en forudsætning for forandringen. Jeg hørte et utal af lydbøger og podcasts om stress og arbejdsliv. Jeg søgte hjælp hos psykologer og stresscoaches. Jeg deltog i mindfulness- og mestringsforløb. Hjælpen kom fra mange steder, og den hjalp. Det handler ikke om at klare det alene.

Jeg satte aldrig grænser. Jeg tog altid den ekstra opgave, fordi andre var pressede. Jeg undertrykte frustration og bekymring af professionel stolthed. Den stolthed, der opstod efter episoden med de 40%, gjorde det endnu sværere at sige fra. Jeg ville ikke bekræfte nogen i, at de havde haft ret i at tvivle på mig.

Det er en farlig cocktail. Høj faglighed, stor loyalitet og en indre drivkraft, der ikke kender en naturlig grænse. Vigtigst af alt troede jeg, at indsats i sig selv var nok. At det ville bære.

Det er det ikke altid. Det, der over tid skabte belastningen, var ikke ét stort hændelsesforløb. Det var mange små valg, hvor jeg konsekvent satte arbejdet foran mig selv. Det er et mønster, jeg nu kender, og som jeg aktivt arbejder på at ændre.

Et nyt kapitel begynder

Jeg fratrådte min stilling den 30. september 2025 efter over ti år i virksomheden. Jeg afsluttede det ordentligt, måtte sygemeldes igen på fuld tid og lukkede et kapitel, der havde formet mig som fagperson og som menneske.

Det var tungt, men nødvendigt.

Jeg er nu i gang med et nyt kapitel. Et kapitel, der ikke handler om at bevise noget. Ikke om at give lidt mere end forventet. Men om at bruge de analytiske kompetencer, jeg har opbygget, i en sammenhæng der giver mening på en bæredygtig måde.

Jeg er i gang med at lære Machine Learning og dataanalyse. Det er ikke et opgør med fortiden. Det er en naturlig forlængelse af det, jeg altid har gjort: finde mønstre i data, forstå sammenhænge og omsætte indsigt til noget brugbart. Jeg er i et jobafklaringsforløb i samarbejde med JobCenteret, og jeg er startet på Flådestationen i Frederikshavn hos TAC-teamet. Det er et miljø, der passer mig godt. Dataen jeg arbejder med har værdi for mange. Strukturen og formålet er tydelige. De stramme rammer på en militær arbejdsplads er ikke en hindring for mig, heller ikke som civilt ansat. De er en fordel.

Forskellen er, at jeg denne gang lytter til kroppen og siger fra, når det er nødvendigt.

Til dig, der kender til dette

Hvis du genkender dele af denne fortælling, enten i dig selv eller hos nogen du kender, vil jeg sige dette:

Det tog mig for lang tid at lytte til kroppens signaler, og prisen var høj. Men erkendelsen kom, og med den kom også muligheden for at vælge anderledes.

Stress er ikke et svaghedstegn. At søge hjælp er ikke et tegn på at have opgivet. → Kristian Mølholt

Jeg skriver dette, fordi ærlighed altid har været min vigtigste kompetence. Fordi der er brug for flere åbne fortællinger om, hvad langvarigt arbejdspres gør ved et menneske. Ikke for at vække opsigt. Men fordi genkendelighed skaber forståelse, der kan gøre en forskel for dem, der endnu ikke har fundet ordene.

Dette indlæg er en del af den åbne fortælling om, hvorfor jeg skifter kurs. Fra 15 år i digital marketing til en ny karriere med data, analyse og samfundsnytte som omdrejningspunkt.

Læs om min motivation for det nye kapitel: Motivation og værdier til min næste karriere

Se mit karriereforløb: Karriereoversigt