Når arbejde bliver identitet og fritiden forsvinder

Kristian Mølholt

Vi sad i sofaen og så fjernsyn, men jeg fulgte kun halvt med. Når reklamepausen begyndte, tog jeg telefonen frem og læste de seneste artikler på SEO Roundtable, Search Engine Land eller et andet fagmedie. Det føltes ikke som arbejde. Jeg var jo interesseret, og branchen ændrede sig hele tiden. En opdatering hos Google kunne påvirke kunderne næste morgen, og nye værktøjer eller metoder kunne ændre den rådgivning, jeg gav. Derfor virkede det både naturligt og ansvarligt at følge med. Alligevel var reklamepausen ikke længere en pause. Den var blevet endnu et lille rum, som arbejdet kunne flytte ind i. Det samme var sket med de tidlige morgener, weekenderne, ferierne og telefonen, der kunne ringe frem til kl. 20. Ingen af delene føltes afgørende, mens de stod på. Jeg oplevede mig selv som engageret, fagligt nysgerrig og loyal. Først efter mit kollaps kunne jeg se, at arbejdet ikke kun havde fyldt min kalender. Det havde fået en central plads i den måde, jeg forstod mig selv på. I Fra stresskollaps til karriereskifte, da kroppen satte grænsen fortæller jeg hele forløbet. Her undersøger jeg den mere stille bevægelse, hvor et arbejde, jeg elskede, blev til identitet, og hvor fritiden forsvandt i så små bidder, at jeg næsten ikke opdagede det.

Arbejdet gav mig et sted at høre til

Da jeg begyndte i bureauet i Aalborg i 2015, var arbejdet tæt forbundet med fællesskab. Vi byggede en afdeling op, samlede møbler, fandt kunder, udviklede løsninger og løste de praktiske problemer, der opstod, når en ny arbejdsplads skulle fungere. Det var ikke bare et kontor, jeg mødte ind på. Det var noget, vi skabte sammen. Jeg kom med erfaring inden for web, teknik, marketing og analyse, og den kombination gjorde mig nyttig på mange områder. Jeg kunne hjælpe med kundernes hjemmesider, få teknikken til at virke, forklare komplekse problemer og finde en løsning, når noget faldt mellem flere stole. Jeg nød den rolle. Den gav mig anerkendelse, men også en stærk følelse af at høre til. Når kolleger spurgte mig til råds, oplevede jeg det som tillid. Når jeg blev længere for at løse et problem, føltes det som en investering i vores fælles projekt. Det var ikke påtvunget i hver enkelt situation. Tværtimod tog jeg ofte selv initiativet. Netop derfor var udviklingen vanskelig at få øje på. Arbejdet overtog ikke min identitet gennem én stor beslutning, men gennem mange små bekræftelser på, at jeg var værdifuld, når jeg kunne hjælpe. Jeg blev ikke kun glad for mit arbejde. Jeg blev glad for den version af mig selv, som arbejdet gjorde synlig, kompetent, nødvendig og i stand til at skabe orden i det, andre oplevede som kompliceret.

At være nyttig blev en målestok

Jeg har altid haft det godt med ansvar. Et problem virker mindre truende, når jeg kan analysere det, forstå årsagen og begynde at løse det. På arbejdspladsen blev den egenskab belønnet. Jeg blev ham, man kunne gå til, når en kunde var utilfreds, en kollega sad fast, et system drillede eller en opgave ikke var placeret tydeligt. Det gav mening at træde til, og ofte var det også effektivt. Problemet var, at hjælpsomheden langsomt blev koblet sammen med min egen værdi. En dag, hvor jeg havde løst meget, føltes bedre end en dag, hvor jeg havde beskyttet min tid. At sige ja gav en umiddelbar oplevelse af betydning, mens et nej kunne føles som passivitet eller manglende engagement. Jeg havde ikke formuleret det sådan for mig selv. Jeg tænkte blot, at jeg gjorde mit arbejde ordentligt. Men når nytten bliver målestok, forsvinder den naturlige afslutning på arbejdsdagen. Der er altid endnu et problem, som kan løses, endnu en kunde, som kan beroliges, og endnu en kollega, som kan hjælpes. Værdien bliver derfor aldrig endeligt bekræftet. Den skal produceres igen næste dag. Det gjorde mig både effektiv og sårbar. Jeg kunne præstere meget, fordi arbejdet gav mig energi, men jeg havde svært ved at skelne mellem et reelt ansvar og et behov for fortsat at være den, andre havde brug for. Den sammenblanding blev senere afgørende i Ansvar uden kontrol, og forsøget på at vende tilbage.

Partnerrollen gjorde identiteten stærkere

Da jeg blev partner i slutningen af 2016, blev forbindelsen mellem arbejde og identitet endnu stærkere. Partnerrollen var en stor anerkendelse og en økonomisk investering, men den indeholdt også en tydelig fortælling om, hvem man skulle være. En partner arbejdede mere, tog initiativ, blev længere, påtog sig flere projekter og spurgte ikke først, hvordan den ekstra tid skulle kompenseres. Jeg var ikke skeptisk over for den fortælling. Den passede til den måde, jeg allerede arbejdede på, og gav den et navn og en status. Min tilgængelighed blev ikke længere kun et personligt valg. Den blev et tegn på, at jeg levede op til rollen. Jeg kunne derfor opleve lange dage som meningsfulde, også når de gik ud over fritiden. Jo mere virksomheden voksede, desto mere følte jeg, at jeg voksede med den. Ambitionerne om nye kontorer, nye markeder og nye løsninger gjorde arbejdet til en del af en større historie. Det var let at overse, at en fortælling om fællesskab også kan gøre det svært at beskytte sig selv. Når virksomheden føles som noget, man er medejer af, bliver et nej ikke bare et nej til en opgave. Det kan føles som et nej til kollegerne, kunderne og den fremtid, man selv har investeret i. Derfor blev grænserne ikke afskaffet i én samtale. De blev gjort moralske. At give mere føltes loyalt, mens det at beskytte sin tid kunne ligne manglende tro på det fælles projekt.

Overdreven loyalitet kan også gøre blind

Man siger, at kærlighed gør blind. Efter jeg er kommet ud på den anden side og er begyndt at tale med tidligere kolleger, har jeg lært, at overdreven loyalitet kan gøre det samme. Mens jeg stod midt i virksomheden, fortolkede jeg næsten altid problemerne i det mest loyale lys. Hvis opgaverne ikke kunne nås, måtte jeg arbejde hurtigere eller længere. Hvis en beslutning virkede urimelig, ledte jeg først efter den forklaring, der kunne få den til at give mening. Hvis virksomheden var presset, oplevede jeg det som mit ansvar at beskytte kunderne, kollegerne og fællesskabet mod konsekvenserne. Det var ikke falsk loyalitet. Jeg holdt oprigtigt af arbejdspladsen og de mennesker, jeg arbejdede sammen med. Netop derfor blev det vanskeligt at se, hvornår loyaliteten ikke længere var gensidig, eller hvornår den fik mig til at acceptere vilkår, jeg ville have reageret på, hvis de gjaldt en anden. Samtalerne med tidligere kolleger har ikke givet én enkel forklaring på forløbet. De har vist mig, hvor forskelligt de samme år kunne opleves, og hvor meget jeg selv normaliserede. Jeg beskyttede virksomheden i min egen fortælling, også længe efter at arbejdsformen havde gjort mig syg. Loyalitet er en værdifuld egenskab, men den bliver farlig, når den lukker for kritiske spørgsmål. Hvem bærer ansvaret, hvem har indflydelsen, og hvem betaler prisen, når fællesskabet kræver mere, end det kan holde til?

Fritiden forsvandt i små bidder

Arbejdsugen sluttede ikke, når jeg forlod kontoret. Virksomhedens hovedtelefon kunne være åben frem til kl. 20, og jeg indgik i gruppen, der besvarede opkaldene. Kunder kunne skrive eller ringe, når de havde brug for hjælp, også selv om min almindelige arbejdsdag var slut. I weekender og ferier fulgte mailen med, og det virkede ansvarligt at kontrollere, om noget hastede. På hjemmearbejdsdage kunne jeg sætte mig ved computeren kl. 6, fordi huset var stille, og opgaverne kunne løses uden afbrydelser. Under coronaperioden blev transporttiden frigivet, men jeg brugte den ikke på restitution. Den blev føjet til arbejdsdagen. Morgenmaden blev spist foran skærmen, og små opgaver blev presset ind mellem andre aktiviteter. Hver enkelt overskridelse var let at forklare. Et opkald tog måske kun få minutter. En mail kunne besvares hurtigt. En teknisk analyse kunne sættes i gang om aftenen og kontrolleres igen senere. Problemet var summen. Arbejdet blev til en konstant mulighed, som kunne aktiveres, hver gang der opstod et ledigt øjeblik. Fritiden var ikke helt væk, men den var gennemhullet. Jeg kunne være fysisk til stede hjemme og samtidig mentalt stå med en kunde, en deadline eller en opgave, der endnu ikke var afsluttet. Derfor blev restitutionen mindre, selv på dage hvor timeregistreringen ikke viste en usædvanligt lang arbejdsdag.

Faglig nysgerrighed blev også arbejdstid

SEO ændrer sig hele tiden. Søgemaskinernes algoritmer bliver justeret, tekniske krav udvikler sig, værktøjer får nye muligheder, og metoder, der virkede for få måneder siden, kan miste betydning. For at rådgive kunderne ordentligt var det nødvendigt at følge med. Problemet var ikke behovet for faglig opdatering. Problemet var, at den sjældent havde en tydelig plads i arbejdstiden. Kundearbejdet, møderne og de fakturerbare timer fyldte dagen, mens læringen blev flyttet ud i de mellemrum, som egentlig tilhørte privatlivet. Jeg læste artikler i reklamepauserne, lyttede til fagligt indhold og fulgte diskussioner, når andre måske ville have koblet af. Det var interessant, og derfor registrerede jeg det ikke som en belastning. Jeg kunne også fortælle mig selv, at jeg gjorde det frivilligt. Men frivillighed ændrer ikke på, at hjernen fortsætter med at arbejde. Når ny viden straks bliver koblet til kunder, opgaver og næste dags prioriteringer, er det ikke ren fritidsinteresse. Det er vedligeholdelse af en professionel kompetence. I mit tilfælde var det en af forklaringerne på, at arbejdsugen kunne ende på 50-60 timer, nogle gange mere, selv om ikke alle timer fandtes i kalenderen eller tidsregistreringen. Det usynlige arbejde blev muligt, fordi det lignede nysgerrighed. Jeg så ikke, at min faglige stolthed var blevet endnu en adgangsvej, som arbejdet kunne bruge til at fortsætte ind i aftenen.

Et grænseløst arbejde kan stadig føles godt

Det er fristende at beskrive et grænseløst arbejdsliv som noget, man nødvendigvis oplever som ubehageligt. Sådan var det ikke for mig. Meget af tiden var jeg oprigtigt glad for arbejdet. Jeg kunne lide de komplekse problemer, kundernes forskellighed og følelsen af at være dygtig til noget, der var svært at forstå. Jeg kunne blive opslugt af en analyse og miste fornemmelsen for tid, ikke fordi nogen stod bag mig, men fordi opgaven var interessant. Det gjorde belastningen vanskeligere at genkende. Vi forbinder ofte fare med modvilje, mens meningsfuldt arbejde bliver opfattet som beskyttende. Men motivation skaber ikke automatisk restitution. En opgave kan være både spændende og for krævende. Et fællesskab kan være både værdifuldt og grænseløst. En kultur kan føles varm og samtidig belønne den, der giver mest af sig selv. Jeg havde længe svært ved at holde de 2 sandheder på samme tid. Hvis jeg anerkendte belastningen, føltes det som kritik af alt det gode, jeg også havde oplevet. Derfor fortsatte jeg med at fortælle mig selv, at arbejdsglæden var bevis på, at jeg kunne holde til arbejdsmængden. I virkeligheden gjorde glæden mig mere villig til at overskride mine egne grænser. Det er en vigtig forskel, fordi et bæredygtigt arbejdsliv ikke kun skal beskytte os mod opgaver, vi hader. Det skal også kunne rumme begrænsninger, når vi arbejder med noget, vi elsker.

Da arbejdet forsvandt, vaklede selvforståelsen

Efter kollapset troede jeg længe, at mit vigtigste mål var at komme tilbage til arbejdet. Jeg savnede opgaverne, kollegerne og den struktur, arbejdsdagen gav. Men jeg savnede også den udgave af mig selv, som arbejdet havde bekræftet. Før sygdommen kunne jeg være den, der huskede detaljer, fandt mønstre og bevarede overblikket, når andre blev usikre. Under sygemeldingen kunne jeg glemme almindelige ting, miste koncentrationen efter kort tid og blive mentalt tømt af opgaver, der tidligere havde været en naturlig del af dagen. Det var ikke kun en funktionsnedsættelse. Det ramte direkte ind i mit billede af, hvem jeg var. Når arbejde og identitet er tæt forbundet, opleves fraværet ikke bare som en pause fra en stilling. Det kan føles som tabet af en personlig egenskab. Jeg havde svært ved at se min værdi uden den løbende dokumentation, som resultater, kunder og kollegers behov tidligere havde givet mig. Derfor blev tilbagevenden også følelsesmæssigt vigtigere, end min krop kunne bære. Den skulle ikke kun bevise, at jeg kunne arbejde. Den skulle bevise, at jeg stadig var mig. Den dynamik hænger tæt sammen med Hvorfor nederlaget fik mig til at arbejde endnu mere, hvor kritik og tab af status blev til et bevisprojekt. Først da jeg begyndte at skelne mellem mine kompetencer og den rolle, de havde haft på arbejdspladsen, kunne jeg forestille mig et liv, hvor arbejdet stadig betød meget, men ikke skulle definere hele mennesket.

Faglig stolthed skal have en tydelig kant

Jeg ønsker ikke et arbejdsliv uden engagement. Jeg vil stadig gerne fordybe mig, lære nyt, løse svære problemer og gøre en forskel. Erfaringen har ikke lært mig, at arbejde skal fylde mindst muligt. Den har lært mig, at faglig stolthed behøver en tydelig kant, hvis den skal kunne holde gennem et helt arbejdsliv. Læring skal have plads i arbejdstiden, når den er nødvendig for at udføre jobbet. Tilgængelighed skal være aftalt, ikke bare forventet. En pause skal være et reelt fravær fra opgaven, ikke et sted, hvor mails og fagmedier flytter ind. Det gælder også de grænser, jeg selv skal sætte. Jeg kan ikke vente på, at andre opdager, at jeg er ved at bruge mere, end jeg har. Min gamle refleks er stadig at fortsætte, når noget er interessant eller uafsluttet. Nu forsøger jeg at se den refleks som information, ikke som en ordre. I Det arbejdsliv jeg ville ønske, jeg havde bygget tidligere beskriver jeg de rammer, jeg i dag mener er nødvendige. De handler ikke om at gøre arbejdet uvigtigt, men om at holde fast i, at et menneske også skal eksistere uden for sin funktion. Arbejdet må gerne være en væsentlig del af min identitet. Det må bare ikke være den eneste kilde til værdi, retning og tilhørsforhold, for så bliver enhver grænse let oplevet som et tab af mig selv.

Artikelserie om arbejde, identitet og erkendelse

#arbejdsglæde #arbejdsidentitet #loyalitet #overarbejde #SEO